Kender du de gode reste-fif?
tirsdag 12.7.11
- Af Mia Qvist Scheelsbeck, Alive.dk Foto: All Over Press
Her får du den store guide til, hvordan man får brugt alle madresterne i køleskabet
Alive.dk En dansk gennemsnitsfamilie smider mad ud for 10.000 kr. om året, hvilket svarer til 20 pct. af deres forbrug.
Hver dansker smider 63 kilo mad ud om året, og når det kommer til madspild, er de private hjem de største syndere. Husholdningerne står nemlig for 89 pct. af det samlede madspild i Danmark.
Derfor giver Alive.dk og Stop Spild Af Mad dig her en guide til, hvordan du får brugt dine mange madrester.
Havregrød
Brug resterne af morgenmaden til en squashkage. Revet squash blandes med 200 gram hakkede valnødder, 200 gram solsikkeolie, 300 gram sukker og tre æg. Tilsæt din rest havregrød og rør det godt sammen og tilsæt mel. Konsistensen skal være et sted mellem fast og tyktflydende. Bag den i 1 time og 15 minutter på 175 grader.
Tip af Selina Juul, stifter af Stop Spild Af Mad
Citron
Har du citroner eller limefrugter, du ikke får brugt, så skær dem i både, frys dem ned og brug dem senere som isterninger.
Tip af Karina Schmidt, medlem af Stop Spild Af Mad
Rugbrød
Har du tørre endeskiver eller andet rugbrød, der ikke bliver spist, kan du bruge det til hundegodbidder. Skær dem i små tern og tør dem i ovnen. Hundene elsker dem.
Tip af Litten Møgelvang, medlem af Stop Spild Af Mad
Sovs
Har du rødvins- eller fløderester tilovers, så frys dem i små terninger. Så har du altid en terning eller to til en god sovs. Du kan gøre det samme med grøntsagssuppe.
Tip fra flere brugere
Tomater
Er dine tomater ved at blive kedelige, så blend dem og frys dem ned. Næste gang, der bliver lavet spaghetti med kødsovs, eller du har brug for ketchup, kan du hive dem frem.
Tip af Lilli-Ann Hansen, medlem af Stop Spild Af Mad
Frugt
Tag frugt, der er på kanten til at blive kedelig, og skær ud i små tern. Svits frugten på panden med sukker og server som dessert, evt. med lidt flødeskum eller vaniljeis til.
Tip af Lene Nielsen, medlem af Stop Spild Af Mad
Kylling
I stedet for at købe en pakke med udskåret kyllingelår og kyllingebryst, så køb hellere tre-fire hele kyllinger og skær dem ud. Så kan du lave frysepakker med netop den mængde og de dele af kyllingen, der passer til et aftensmåltid. Du får ofte bedre kød og mere nøjagtige portionsstørrelser.
Tip af Claus Lind Christensen, medlem af Stop Spild Af Mad
Kartofler
Har du en kartoffelrest fra aftensmaden, så gem den til næste dag og lav kartoffelklatkager. Rør kartoffelmos sammen med æggeblomme, mel og lidt skinke eller bacon og steg dem som frikadeller.
Tip af Kira Eggers, supporter hos Stop Spild Af Mad
Grøntsager
Har du nogle halvgamle grøntsager liggende i køleskabet, så lav et fiskefad. Brug torsk, laks eller sej med olie, salt og peber. Snit rødløg, hvidløg, forårsløg, gulerødder og andre grøntsager fra grøntsagsskuffen i køleskabet, hæld kokosmælk på, krydr med lidt ost og bag det 45 minutter i en ovn på 200 grader.
Tip af Selina Juul, stifter af Stop Spild Af Mad
Makrel i tomat
Hvis der er en rest af lidt makrel i tomat, så lav frikadeller af det. Blandt det med æg, gulerod, rasp, løg, mælk, salt og peber. Sæt farsen på køl i en halv time og steg dem til frikadeller. Andre fiskerester kan også bruges.
Tip af Rikke Pedersen, medlem af Stop Spild Af Mad
Pålæg
Har du ikke fået spist alt det pålæg, du har fået købt i løbet af ugen, så tag løg, pålæg, gulerødder og chili og kør det igennem kødhakkeren. Tilsæt mayonnaise eller evt. creme fraiche, og du har et helt nyt og anderledes slags pålæg.
Tip fra Charlotte Hansen Gudum, medlem af Stop Spild Af Mad
Ugen der gik-pizza
Sidst på ugen, når små poser med madrester fylder godt op i køleskabet, så lav pizza. Her kan du bruge kød- og grøntsagsrester og stadig få et godt middagsmåltid. Det kan også bruges til frokostpizza dagen efter, hvis der er rester tilbage.
Tip fra Line Sørensen, medlem af Stop Spild Af Mad
Deltag i Alives undersøgelse: Er du en god lytter? Alle svar vil indgå i en undersøgelse, der skal danne baggrund for en artikel på alive.dk.
Eller find en madplan for en hel uge på Femina.dk
Se, hvilke historier der er på forsiden af alive.dk lige nu: