Sådan er en moderne gentleman
mandag 7.3.11
- Af Af MIA QVIST SCHEELSBECK, JP.dk Foto: All Over Press
Der er helt andre krav til en gentleman i dag end tidligere - bl.a. romantiske sms'er.
Alive.dk
At betale for middagen, trække stolen ud for borddamen, spørge svigerfaderen om lov inden et frieri og at byde op til dans er åbenbart ikke det, som de moderne kvinder vil ha'.
Der er nemlig helt andre krav til den moderne gentleman.
En undersøgelse, som er lavet af den britiske skrædderbutik Austin Reed, viser, at kvinder i dag gerne ser, at en ægte gentleman går ud med skraldet, husker at sende søde sms-beskeder og sørger for at lave en varm kop te til sin udkårne om morgenen, skriver Daily Mail.
Naturligt at begrebet ændrer sig
3.000 kvinder har deltaget i undersøgelsen, og 1 af 10 af dem mener, at en gentleman skal huske at sende romantiske beskeder og 75 pct. af de adspurgte kvinder mener, at en mand bør gå med skjorte hver eneste dag.
Ifølge kvinderne er de vigtigste træk hos en gentleman, at han har gode manerer og en god humor.
"Gentleman-konceptet er hverken dødt eller gammeldags. Men det er naturligt, at begrebet ændrer sig i løbet af årene, og en gentleman-opførsel er noget andet i dag end tidligere," siger en talsperson fra Austin Reed.
Skal tanke benzin - og græde
Undersøgelsen viser også, at en tredjedel af de adspurgte kvinder ikke længere efterspørger de traditionelle træk hos en gentleman - som eksempelvis at en mand byder dem op til dans eller spørger svigerfaderen om lov inden et frieri.
Kvinder synes i øvrigt, det er vigtigt, at en gentleman fylder bilen op med benzin, kan lave mindst én imponerende middagsret, ikke er bange for at græde i offentligheden, vil bære skraldet ud og tage sig af de stakkels kvinder, når de er ramt af tømmermænd.
De ser dog også gerne, at et par træk fra den gamle gentleman-stil holder ved. Kvinder vil nemlig gerne holdes i hånden og have, at manden bærer deres indkøbsposer.
Andre gammeldags gentleman-manerer er dog tilsyneladende på retur. En stor del af de adspurgte kvinder svarer, at mænd ikke gider at åbne døre for dem eller invitere dem op til en dans.
Læs også ' Danske mænd er glade og tilfredse'
Se, hvilke historier der er på forsiden af alive.dk lige nu: