Alive.dk Fitness, rejser og cafeer findes i udgaver kun for kvinder. Og nu har designerhotellet Bella Sky, der åbner om godt en måned, lanceret en kvindeetage, hvor mænd ikke må komme.

Tendensen med at forbyde mænd adgang til forskellige arrangementer, steder og oplevelser har vi efterhånden kendt i nogle år, men nu er det for nedadgående. For der er ikke brug for det.

– Det er et smart markedsføringstrick, der har virket på mange, men det er allerede for nedadgående nu. Og om bare fem år, vil vi tage afstand fra kønsopdeling på den måde, siger fremtidsforsker Jesper Bo Jensen til alive.dk.

Kønsroller som i 70’erne
Forklaringen på, hvorfor ’kun for kvinder’ er for nedadgående, er, at vores kønsroller er ved at ændre sig.

– I 90’erne gik vi meget op i familielivet. Med en mor, der var kvinde og blød, og en far, der var meget maskulin. Og sådan var det frem til krisen. Men nu nærmer kønnene sig igen ligesom i 70’erne, siger Jesper Bo Jensen, og fortsætter:

– Forskellen er bare, at det dengang var kvinderne, der blev mere maskuline, mens det i dag er mændene, der nærmer sig kvindernes rolle.

Mænd vil også have luksus
En stor del af konceptet ’kun for kvinder’ bygger på det lækre og wellness-følelsen. Men nu, hvor mænd i større og større grad får samme værdier som kvinder, går den ikke at forbeholde det lækre kun for kvinder.

– Mænd vil også have luksus. De vil også dyrke fitness, der hvor det er lidt lækrere, og sove på et hotel med en blødere seng. Med sådan en efterspørgsel fra mænd, er man nødt til at skippe ’kun for kvinder’, for samfundet vil slet ikke acceptere, at man indfører ting, der kun er for mænd, siger Jesper Bo Jensen.

Læs også om Bella Sky Comwells nye kvindeetage med hotelværelser kun for kvinder

Se, hvilke historier der er på forsiden af alive.dk lige nu:







Aller Media A/S © 2010 - www.aller.dk