Alive.dk  Debatten rasede i den grad i USA, da billedet af den 26-årige Jamie Lynne Grumet, der ammede sin treårige søn, blev offentliggjort på forsiden af Time magazine. Der var nærmest ingen grænser for de fyndord, som mødte den unge mor, der stod frem og fortalte, hvorfor det var vigtigt for hende stadig at give sin søn det bedste fra sin modermælk.

Knapt har stormen lagt sig før to nye mødre nu igen kaster benzin på bålet. Denne gang er det kvindelige militærfolk fra Mom2Mom, der er en støttegruppe for militærmødre i USA, som har meldt sig under fanerne.

Kvinderne har lavet en billedserie med mødre, der nærmest stråler, mens de ammer deres børn. De fleste af billederne er tildækkede, men et bestemt foto stikker ud. Her stereoammer en mor med opknappet uniform sine ti måneder gamle tvillingedøtre, mens hendes kollega ammer et langt ældre barn.

- En masse mennesker siger, at det er en skændsel mod uniformen. De sammenligner det med at urinere og have afføring, mens man har uniformen på. Det er ekstremt oprørende. At have afføring offentligt er ulovligt. Det er amning ikke, siger Crystal Scott, der startede gruppen Mom2Mom i januar, til Yahoo!Shine om billederne.

Det var også hendes ide at bede fotografen Brynja Siguarddottir om at tage billederne, der kunne være en del af kampagneplakaterne i forbindelse med, at august er National Breastfeeding Awareness måned i USA.

Ammer i lobbyen
Tvillingemoren på billedet hedder Terran Echegoyen-McCabe, og hun fortæller, at hun bliver nødt til at amme i frokostpausen i de weekender, hvor hun er på øvelse.
- Jeg har ammet i vores lobby, i min bil, i parken…og jeg pumper typisk ud i vores omklædningsrum. Jeg er stolt af at have uniformen på, mens jeg ammer. Jeg håber, at det vil tilskynde andre kvinder til at vide, at de kan, selv hvis de er på aktive opgaver, holder vagt eller er i civil, sagde medlemmet af Air National Guard, da hun var gæst i ’The Today Show’.

Terran Echegoyen-McCabe siger samtidig, at hun er overrasket over den reaktion, som billederne har skabt, fordi det aldrig er faldet hende ind, at det var noget, som folk kunne blive oprørte over.

- Der er ikke en politik, der siger, at vi ikke kan amme i uniform. Jeg mener, at vi bliver nødt til at være i stand til at amme i uniform og være beskyttede, sagde hun.

Hvornår er man gået for langt i kampen for at amme sit barn? Læs Mettes personlige beretning om det besværlige arbejde med at brystføde hendes nyfødte på mama.dk.

Der er mange forskellige meninger om hvor længe man som mor bør amme sit barn. Læs de forskellige bud og deltag i debatten på mama.dk.

Se, hvilke historier der er på forsiden af alive.dk lige nu:







Aller Media A/S © 2010 - www.aller.dk