Kostekspert: Spis bøffer til morgenmad
onsdag 3.8.11
- Af Isabella Hindkjær, Alive.dk Foto: All Over Press
Spiser du kød om morgenen, holder du dig mæt i løbet af dagen og styrer din sukkertrang
Alive.dk Kød og grøntsager er oftest noget, der hører aftenbordet til. Men selvom det nok er de færreste danskere, der dækker morgenbordet op med røde bøffer, er aftensmad til morgenmad et rigtig sundt valg.
Dropper du havregrynene, og spiser du i stedet et stort og proteinholdigt morgenmåltid, kan du bedre modstå slik og søde sager senere på dagen, siger Christina Bendix, der er autoriseret klinisk diætist og har sin egen klinik i Lyngby.
-Flere undersøgelser viser, at jo bedre og mere komplekst sammensat kosten er, jo bedre bliver mæthedsfornemmelsen. Og når vi bliver mætte tidligt på morgenen, kan man bedre styre trangen til f.eks. chokolade, der ellers opstår senere på eftermiddagen, siger Christina Bendix.
Det er blandt andet undersøgelser fra British Journal of Nutrition og European Journal of Clinical Nutrition, der peger på, at man med fordel kan begynde dagen med masser af proteiner.
Proteiner slanker
Spiser du havregryn eller mysli til morgenmad, får du et måltid bestående af kulhydrater, og det mætter ikke lige så godt, som hvis der kommer kød eller fjerkræ på bordet.
Og spiser man proteiner og sunde fedstoffer både til morgenmad og senere på dagen, bliver det derfor nemmere at holde vægten eller tabe sig.
Har du ikke lyst til at spise kød til morgenmad, anbefaler Christina Bendix, at du i stedet kaster dig over æg. Det kan for eksempel være blødkogte æg, som de fleste kender fra morgenbordet, eller en omelet med spinat.
Start med små skridt
Selvom man har besluttet sig for at vende sine måltider på hovedet, kan det dog være svært at ændre vaner, når det indre ur har vænnet sig til særlige typer mad på bestemte tidspunkter.
Ifølge Christina Bendix er det især de første 14 dage, der kan være hårde. Og derfor kan man med fordel starte langsomt.
-For mange kan det være udfordrende at spise kød om morgenen, hvis man er vant til at få havregryn med rosiner. Tag derfor små skridt, og sørg for at variere det – det gør jeg selv. Nogle gange spiser jeg f.eks. to æg og et stykke rugbrød, som jo ikke minder så meget om aftensmad, siger Christina Bendix.
Læs mere på oestrogen.dk om, hvordan du bruger kostpyramiden rigtigt
Klik ind på femina.dk og få opskriften på lækker morgenmad med skyr
Se, hvilke historier der er på forsiden af alive.dk lige nu: