Der er noget i luften, der feder
onsdag 2.5.12
- Af ILONA SUONPERÄ JACOBSEN, Aller media
Vi bliver måske tykke af den stigende luftforurening med CO2, det har danske forskere en teori om.
Alive.dk Der er måske noget i luften, der har indflydelse på vores vægt. Danske forskere har en teori om, at vi bliver fede af den stigende luftforurening med CO2. Ugebladet Søndag har talt med én af forskerne, biolog Lars-Georg Hersoug.
Hvordan opstod teorien?
- Jeg bemærkede for nogle år siden, at både de tykke og de tynde deltagere i Glostrup-undersøgelsen, der kortlægger danskeres livsstil, havde taget forholdsvis lige meget på over en periode på 22 år. Det sagde mig, at der måtte være noget i miljøet, som påvirkede tykke og tynde lige meget, og det kunne være CO2. Man ser også vægtøgning hos forsøgsdyr, og i USA har fedmeepidemien udviklet sig hurtigst på østkysten, hvor CO2-koncentration er størst.
Hvorfor netop C02?
- Samtidig med, at vi danskere og andre folkeslag er blevet federe, er luftens koncentration af CO2 en miljøfaktor, der har ændret sig markant. Koncentrationen af CO2, der har været tæt på konstant i to millioner år, er det seneste århundrede steget ca. 40 pct., og den stiger stadig. Det skyldes vores store udledning af CO2, når vi f.eks. bruger fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas. Desuden opholder mennesker sig i dag 80-90 pct. af tiden inde, hvor koncentrationen af CO2 er højere end ude.
Hvordan kan øget CO2 gøre os fede?
- CO2 gør blodet surt, og forskere har påvist, at blodets surhed (pH-værdi) påvirker nogle celler i hjernen, der regulerer appetit og stofskifte. Så når vi indånder mere CO2, påvirker det hjernen, så vi får lyst til at spise mere.
Har I testet, om CO2 giver øget appetit?
- Vi har lavet et forsøg, hvor seks unge mænd ad to gange opholdt sig syv timer i særlige kamre med enten ren luft eller tilsat ekstra CO2. Efter at have været udsat for ekstra CO2 spiste mændene seks pct. mere mad. Vi er i gang med yderligere forskning, der vil kunne be- eller afkræfte teorien.
Hvis miljøet gør os tykke, er det så lige meget med motion og slankekure?
- Det er stadig godt at motionere og spise sundt! Når vi f.eks. løber ude, får vi sat gang i kredsløbet, og CO2 bliver ventileret ud af blodet. Det sænker også blodets surhed at spise frugt og grønt.
Læs også hvorfor nattesøvn er vigtig i kampen mod kiloene på soendag.dk
Læs også hvorfor det er sundt at kysse løs på manden i dit liv på soendag.dk
Se, hvilke historier der er på forsiden af alive.dk lige nu: