Diætist: Sødmælk er ikke for raske danskere
onsdag 9.5.12
- Af Mia Qvist Scheelsbeck, Newsdesk, Aller Media Foto: All Over Press
Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvilken slags mælk du har stående i køleskabet
Alive.dk Det er faktisk ret sundt at drikke mælk. Den har et højt indhold af protein og kalk, og sidstnævnte er faktisk noget, som danskerne ikke får nok af.
Det er dog ikke helt ligegyldigt, hvilken mælk man hælder over havregrynene om morgenen eller i glasset til frokost. Det forklarer Lisa Bolting, der er chefdiætist ved Slankedoktor.dk.
- Forskellen på mælketyperne er fedtet. Der er samme mængde protein og kalk i alle mælketyperne, siger Lisa Bolting til Alive.dk.
Der er ofte diskussioner om, hvorvidt vi skal drikke mælk eller ej. På Femina.dk kan du få ernæringseksperten Per Brændgaards råd om mælk
Sødmælk til sovsen
Hun forklarer, at det kun er syge mennesker, ældre og helt små børn, der bør drikke sødmælk. Andre raske danskere skal holde sig til skummet- og minimælk.
- Sødmælk kan måske bruge til sovs – men ikke som drikkemælk. Men man må gerne sørge for at få et par glas skummet-, mini- eller kærnemælk om dagen pga. mælkens kalkindhold, siger Lisa Bolting.
Lisa Bolting giver her et overblik over, hvad de forskellige mælketyper indeholder af fedt:
Skummetmælk: Der er kun et enkelt gram fedt i en liter, så mælken er meget fedtfattig. Skummetmælk er højpasteuriseret, hvilket kan gøre en forskel i smagen og gøre farven en smule blålig.
Minimælk: Den er til gengæld lavpasteuriseret, hvilket betyder at smagen minder mere om letmælk. Der er kun 5 g fedt i en liter minimælk.
Kærnemælk: Den har et fedtindhold på samme niveau som skummetmælken og er ifølge Lisa Bolting ganske fin at drikke.
Letmælk: I en liter letmælk er der hele 15 g fedt. Det svarer til at spise to små pakker smør a 10 g. Letmælk bør derfor kun drikkes af små børn op til tre år.
Sødmælk: Sødmælk er ikke noget, som raske danskere bør drikke. Den er til syge mennesker, helt små børn og ældre, forklarer Lisa Bolting. Der er hele 35 g fedt i en liter sødmælk, og det svarer altså til at spise omkring fire små pakker smør.
Er mælk med til at gøre os slanke? Få ekspertens svar på Søndag.dk
Se, hvilke historier der er på forsiden af alive.dk lige nu: