Alive.dk  ’Tynd’ har i mange år syntes som et kodeord for at komme frem i modebranchen som model. Men det skal være slut nu, ifølge det internationale modemagasin, Vogue. De 19 nationale udgaver af modemagasinet har nu alle indgået en pagt, kaldet ’Health Initiative’, hvor de lover hinanden at sikre modellernes velbefindende på flere områder.

Det mest konkrete tiltag i initiativet er at bandlyse brug af modeller, der lider af spiseforstyrrelser og er under 16 år, men pagten opfordrer samtidig til større brug af mentorordninger mellem modellerne og acceptable arbejdstider. En models helbred kan nemt være et kildent emne fyldt med gråzoner, så nu er ’Health Initiative’ blevet nedskrevet i seks punkter, der skal overholdes af alle udgaver af Vogue verden over.

Modeller må ikke stjæle fokus
Det bliver hilst velkomment hos det danske modemagasin ELLE.

- Det er generelt rigtigt positivt, at der er opmærksomhed på modellernes velbefindende, for fokus må aldrig være på modellerne, men på tøjet. Derfor skal de have et sundt, slankt udseende. Der vil altid komme et ekstraordinært fokus på modellerne, hvis de er for tynde eller for overvægtige, siger Cecilie Christiansen, der er chefredaktør fra den danske udgave af modemagasinet ELLE.

Hun oplever sjældent læser-henvendelser på grund af for tynde modeller i hendes magasin, men forestiller sig sagtens, at ELLE kunne følge Vogues eksempel med en pagt, der øger fokus på problemet.

- ELLE er generelt opmærksomme på kvindeidealer, og vi vil gerne vise sexede og positive kvinder i vores magasin, og det er en udmagret model ikke et billede på, siger Cecilie Christiansen, der er i tæt dialog med de modebureauer, som hun samarbejder med i forbindelse med foto-serierne i ELLE, for at sikre sig modeller med et sundt helbred.

Den tidligere topmodel Renee Toft Simonsen går til kamp imod de radmagre modeller. Læs hendes klumme på femina.dk, hvor hun opfordrer modeindustrien til at tænke anderledes.

De tynde modeller har ikke altid været en del af kvindeidealet, men var i første omgang faktisk et udtryk for kvindefrigørelse. Læs på oestrogen.dk den historiske baggrund for kampagnemodellernes udseende og vejen til nutidens size zero modeller.

Læs de seks bud i Vogues pagt om sunde modeller på New York Magazine

Se, hvilke historier der er på forsiden af alive.dk lige nu:







Aller Media A/S © 2010 - www.aller.dk